Den sidste fotobemærkning fra mig i år, bliver dette fine billede fra juleaften, hvor jeg dansede lidt for mig selv, inden vi alle sammen dansede om juletræet. Ja ja, i keep dancin’ on my own.
Det er nu årets sidste dag, og om ca. 8 timer begynder et nyt, forhåbentlig spændende og lykkebringende år. For mit vedkommende har 2010 budt på meget mere end hvad jeg havde forestillet mig, og så endda lidt mere til. Det har været et spændende, overraskende, overvældende år, med både en masse gode og mindre gode oplevelser, stunder og udfordringer. Hvad 2011 vil bringe tør jeg slet ikke spå om, men jeg glæder mig til at springe ind i det nye år i aften – det eneste jeg med sikkerhed ved er, at jeg vil gå 2011 i møde med et kærligt hjerte og et åbent sind.
Tak til alle jer der læser med her på whynotblog. Både til jer der har været her fra starten, og til jer som først lige er kommet til. Godt nytår alle sammen!


