Hundeførere fra flere kredse samt mandskab fra Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen fortsætter i dag eftersøgningen af Kamilla Hantusch. Kamilla forsvandt i Padborg lørdag den 19. juli om aftenen.
En lang række relevante områder er allerede gennemsøgt – nogle flere gange, men da der fortsat ikke har været livstegn fra Kamilla og da der kun kommer meget få henvendelser fra offentligheden, udvides området nu.
Også en helikopter deltager i eftersøgningen.
Hjemmeværnet afsøger og genafsøger områder i det bynære område, mens overfladedykkere vil afsøge søer i området omkring Padborg. Der ligger flere meget store plantager samt mange vandhuller og søer omkring Padborg, og det er dele af dem samt det åbne land, som også helikopteren og politiets hundeførere vil koncentrere sig om.
Afsøgning af så store områder kan meget vel tage adskillige dage.
– Der er ingen livstegn været fra Kamilla, og der kommer meget få henvendelser fra offentligheden. Derfor kan vi frygte, at nogen har gjort hende noget. Det siger efterforskningsleder Hans Roost.
Han appellerer til, at landmænd, skovejere, motionister og alle andre, der alligevel færdes ude i naturen, holder øje med, om der ligger henkastede ting eller har været færdsel og aktivitet på områder, hvor der almindeligvis ikke er det. Det samme gælder virksomheder, som har læhegn og større grønne områder.
Mediernes kontaktperson er fortsat Helle Lundberg, men der vil for medierne være et vindue fra klokken 11.00 til 12.00 i dag, hvor efterforskningsleder Hans Roost kan interviewes ved Udlændingekontrolafdelingen i Padborg (Ligger i forbindelse med toldkammeret)